fredag den 7. marts 2008

Onsdag d. 5. marts

Onsdagen skulle vi bruge på at se Islands geografiske seværdigheder. Island har en helt fantastisk natur. Dog startede vi rundturen på et nybygget kraftværk.

Det geothermale kraftværket hedder Hellisheidarvirkjur (http://www.or.is/English/Projects/HellisheidiGeothermalPlant/) og er bygget på skellet mellem de to kontinental plader. Det første kraftværk der udnytter det varme vand i undergrunden blev bygget i 1930. Den gang forsynede kraftværket en skole i Reykjavik. Dette nye kraftværk producerer både varmt vand og strøm. Da det blev bygget i 2006 kunne det producere 90 MW. I 2007 blev det udvidet med 33 MW, her i 2008 bliver yderligere 90 MW lagt til, og i 2010 vil det være færdigt bygget med endnu 90 MW. Altså i alt 400 MW. Til sammenligning lavede Islands første kraftværk 3,5 MW (1921) – et kraftværk der udnytter vandet fra en dæmning. Det nyt store kraftværk udnytter altså det varme vand i undergrunden. Dampen fra det kogende vand sendes gennem turbiner. Disse er så koblet til generatorer som producerer strøm. Det overskydende vand fra el-produktionen bliver brugt til at varme friskt koldt vand, så borgerne får både strøm og varmt vand fra de ca. km dybe boringer. Genialt! Princippet i værket er det samme som fra vores kulkraftværker. Her bruger man bare en masse kul på at vandet bliver varmet op til damp. Det giver en masse CO2, hvilket disse Islandske kraftværker jo ikke gør (i hvert fald ikke under produktionen).

Efter besøget på værket, kørte vi ud på den såkaldt ”gyldne cirkel”. Første stop var en vulkan (Kerid) hvor vi så det flotte krater. Derefter et lille vandfald der hedder Faxi vandfaldet og det store gullfoss-vandfald. Et imponerende flot vandfald hvor man kan opleve optil flere regnbuer hvis man besøger det i solskinsvejr. Der gjorde vi desværre ikke, men det var stadig en imponerende oplevelse. Efter dette besøgte vi Geysir området.


Selve fænomenet "gejser” er opkaldt efter dette område i Island. Det er igen afledt af ordet gjósir som på islandsk/ oldnordisk betyder "at strømme". En gejser er et naturligt vandfyldt hul i jorden – i dette tilfælde ca 25 meter dybt. Nede i denne dybde flyder magmaen. Magmaen vil varme vandet op og det overophedede vand trænger igennem den lille åbning med eksplosiv kraft. Når vandet trænger op, hvor der er lavere tryk, koger det meget voldsomt og kan stå som en dampstråle mange meter op i luften. Se videoen jeg har optaget ved besøget. Kommer du nogensinde til Island, så sørg for at opleve dette!


Efter besøget ved gejseren kørte vi forbi Islands største sø – Thingvallavatn (90 km2). På den anden side at søen oplevede vi at køre fra en eurasiske plade og til den nord amerikanske. De ligger faktisk med 6 km afstand og flytter sig stadig med 2½ cm om året. Så det med at stå med et ben på hver plade er en skrøne. Da vi kørte op på den Nord Amerikanske plade stoppede vi ved ”Islands hjerte” – Thingvallasletten. Her skabtes Altinget i 930, og møderne blev holdt i en af de store sprækker. Det fungerede som parlament i mange hundrede år frem.

Efter denne fantastiske fremvisning af Islands natur spiste vi aftensmad i Perlen, en roterende restaurant på toppen af 6 varmtvandsbeholdere, med et fantastisk udsyn over Reykjavik.

Ingen kommentarer: